Et mere brugervenligt Bibliotek.dk på vej
Tiden er kommet til at opdatere Bibliotek.dk, så det bliver lettere for brugerne at orientere sig i bibliotekernes mange formidlingstjenester og vælge indhold. Derfor har KOMBIT bestilt en helt ny version af platformen. Det nye Bibliotek.dk bliver udviklet agilt, så brugere på beta.bibliotek.dk allerede nu kan gå på jagt efter fx bøger, musik og artikler på en ny og nemmere måde. Arbejdet med en ny og mere tidssvarende udgave af søgemaskinen Bibliotek.dk tog for alvor fart i 2021.
Dialog skaber bedre løsninger for biblioteker og brugere
DBC har i 2021 arbejdet videre med opbygningen af en solid brugerorganisation, der sikrer god dialog. DBC’s brugerorganisation udgøres af de fora (bl.a. arbejdsgrupper og brugerpaneler) og daglige aktiviteter, hvor DBC og bibliotekerne mødes. Sammen arbejder vi på at øge den viden og indsigt, der hjælper med at sikre, at Den Fælles Biblioteksinfrastruktur i videst mulig udstrækning understøtter bibliotekernes og slutbrugernes mangeartede behov. Arbejdet med at inddrage og lytte til biblioteker og brugere er afgørende for mange af DBC’s aktiviteter.
Filmstriben styrket med dokumentar- & børnefilm
2021 blev endnu et godt år for bibliotekernes filmformidling. Et udlån på omkring 1,7 millioner på Filmstriben og en række nye initiativer har været med til at sikre, at Filmstriben fortsat er alsidig og vedkommende for både brugerne og bibliotekerne. Det Danske Filminstitut har valgt at stille alle DFI-støttede kort- og dokumentarfilm til rådighed for borgerne via bibliotekerne. Det betyder, at Filminstituttet og DBC er gået sammen om at give danskerne permanent adgang til en vigtig del af filmskatten, som i mange tilfælde ellers har været vanskelig for publikum at få adgang til.
Interviews skaber synlighed på Forfatterweb
For at skabe mere opmærksomhed om DBC’s Forfatterweb.dk, besluttede Forfatterwebs redaktion at lancere Forfatterstafetten i efteråret 2021. Kampagnen gik i al sin enkelhed ud på at gøre Forfatterweb mere kendt i den brede offentlighed. 10 af tidens mest interessante forfattere blev derfor interviewet og sendt hver uge på DBC’s YouTube-kanal.