07.12 2023
DBC DIGITAL og Herning Bibliotekerne har indgået et partnerskab om udviklingen af en ny behovstilpasset spørgetjeneste, som er tilgængelig for biblioteksbrugerne, når de besøger Bibliotek.dk.
Partnerskabets sigte er at inkorporere nye teknologier, herunder AI-baseret chatteknologi, i spørgetjenesten og dermed kickstarte bibliotekernes arbejde med AI. Det kan samtidig give en bredere forståelse for og flere kompetencer i arbejdet med AI-baserede værktøjer blandt bibliotekernes medarbejdere.
Herning Bibliotekernes mangeårige erfaringer og store faglige viden fra driften af spørgetjenesten Biblioteksvagten bringes på denne måde aktivt i spil i et udviklingsprojekt, som har potentiale til at modernisere og forbedre måden, bibliotekerne giver adgang til verificeret viden.
I den indledende fase er det Vejle, Randers og Aalborg Bibliotekerne, der med deres store faglige viden på reference-området bemander spørgetjenesten sammen med Herning Bibliotekerne. Målet er at involvere flere biblioteker og aktører i udviklingspartnerskabet.