Videre til indhold | Videre til menunavigation

Navigation

Søg
Personal tools

Sådan kan dit nye job hos DBC DIGITAL se ud

Vil du udvikle og drive Danmarks bibliotekers digitale infrastruktur? Ledigt job

Vi bruger hinanden

Hos DBC DIGITAL kommer du til at arbejde sammen med bibliotekarer, it-udviklere, datamanipulatører, projektledere, DevOps og andre kolleger, der er fagligt stærke inden for hver deres felt.

Vi udvikler vores produkter i en agil organisation med tværgående scrumteams, hvor alle fagligheder kommer i spil.

Vi lærer af hinanden og arbejder sammen på tværs for, at alle borgere gennem bibliotekerne har fri og lige adgang til viden, læring og oplevelser.

Gode ideer

Vi udfordrer ’plejer’ og byder hver især ind med vores gode ideer i det daglige arbejde.

Fire dage om året holder vi desuden vores interne innovationsdage, hvor alle, der arbejder med it og udvikling af produkter, kan eksperimentere og arbejde med lige det, de har lyst til. Flere af projekterne giver os mulighed for at forbedre måden, vi arbejder på, eller finder direkte vej ind i den fremtidige udvikling til gavn for bibliotekerne, og vi har det sjovt imens.

En advarsel

Lad os advare med det samme: Du bliver måske hængende! Den gennemsnitlige anciennitet er 14 år, og det er sket mere end én gang, at en kollega er vendt tilbage efter en kortere eller længere ’affære’ med en anden virksomhed.

Det skyldes nok, at vi hele tiden udvikler os: prøver nye teknologier, får friske kompetencer eller arbejder med noget helt andet end vi gjorde, da vi startede.

Tæt på S-tog

Nej, vi bruger ikke penge på en hip adresse i centrum af København, så hvis det virker for uoverskueligt for dig at sidde 20 minutter i S-toget mellem Hovedbanegården og Malmparken Station og derefter bevæge dig de sidste 400 meter af egen kraft, så skal du nok se dig om efter noget andet.

Eller, du kan selvfølgelig også tage cyklen og så bare hoppe ind under bruseren, når du er ankommet. Eller bilen, for her er god og gratis parkering.

Vi andre pendler mange forskellige steder fra. Endda fra Brønderslev. Og der er i vidt omfang mulighed for at arbejde hjemme.

DBC og open source

DBC og open source

Alle vores webservices er udviklet i open source. For os handler open source om samskabelse, om at bygge videre på hinandens ideer og om at bidrage, invitere til samarbejde og give tilbage.

Læs mere om DBC og open source


Søren Vibjerg

Medarbejderfordele

Flextid

Har du små børn? Vi har flextid, og du kan være der for dit barn både 1. og 2. sygedag.

Pension

Vi har en attraktiv pensionsordning.

Kantine

I vores kantine kan både kødspisere og vegetarer nyde sund og primært økologisk mad – som en del af arbejdstiden.

Uddannelse og konferencer

Vi prioriterer, at du kan deltage i faglige netværk, uddannelse og konferencer.

Ferie

Ud over 5 ugers ferie og 5 feriefridage har du mulighed for at tilkøbe ekstra feriedage.

Motion

Vi har to motionsrum og holdmuligheder, hvis du vil træne med kollegerne

Send en uopfordret ansøgning

Du er altid velkommen til at sende os en uopfordret ansøgning på personalekontoret@dbc.dk.

Har du spørgsmål til jobmulighederne i DBC, så kontakt HR- og økonomichef Katrine Löwenmark.

Tilmeld dig DBC Jobnyt

Cookies om besøgsstatistik

DBC bruger open source-softwaren Matomo til at analysere brugen af www.dbc.dk, så vi kan forbedre sitet. Vi hoster selv løsningen og deler dermed ikke data med tredjepart.

Vi opsamler data om ip-adresse, browser, operativsystem, land, hvilket link, du eventuelt bruger for at komme til sitet, hvornår du besøger sitet, hvilke sider, du besøger, og i hvor lang tid, samt hvad du klikker på og eventuelt downloader. Data anonymiseres, før de gemmes.

Du kan til enhver tid trække dit tilsagn tilbage.