DBC registrerer så vidt muligt alle danske og dansk- relaterede musikudgivelser i Danske musikoptagelser.
Desuden registreres til bibliotekskatalogiseringen et udvalg af danske og udenlandske cd’er og dvd'er inden for alle genrer.
Selektion
Danske musikoptagelser er en del af den danske nationalbibliografi og omfatter alle danske musikfonogrammer, bredt defineret, herunder udenlandske udgivelser med danske medvirkende eller med værker af danske komponister og forfattere.
Udgiver man et fonogram (cd, vinylplade, kassettebånd) i Danmark skal man i henhold til Lov om pligtaflevering indsende 2 eksemplarer til Statsbiblioteket, der sender danske udgivelser til DBC til registrering.
Udgiver man udenom de etablerede pladeselskaber er det en god idé også at sende et eksemplar til DBC. Så registreres det hurtigere og indgår i grundlaget for udvælgelsen af materialer, der bibliotekskatalogiseres.
Send det til:
DBC/musik
Tempovej 7-11
2750 Ballerup
Denne udvælgelse skal bl.a. understøtte folkebibliotekernes indkøb og foretages af en redaktion, som prioriterer såvel alsidighed og genremæssig bredde, kvalitet og aktualitet, samt at opfylde bibliotekernes formidlingsbehov. Udvælgelsen foregår på grundlag af nyhedsmateriale og tilsendte cd’er fra pladeselskaber og andre udgivere, anmeldelser og forslag fra biblioteker.
Registrering
En registrering består dels af en beskrivelse, bl.a. hovedkunstner, komponist, titel, medvirkende, indhold, plademærke og pladenummer. Danske udgivelser beskrives udtømmende. Det betyder, at ophav og medvirkende og deres funktion beskrives detaljeret for hvert nummer i det omfang, oplysningerne findes på materialet.
Der tilføjes opslagselementer og søgekoder til brug for genfinding og opstillingselementer til brug for opstilling i bibliotekerne. Desuden forsynes udgivelser, som bibliotekskatalogiseres, med emneord, som beskriver genre, funktion, tid og geografi.
Der henvises/linkes til anmeldelser i en række tidsskrifter, dagblade og på nettet af de bibliotekskatalogiserede udgivelser. Se Pladeanmeldelser.
Registreringsmåden følger de danske versioner af en række internationale biblioteksstandarder. Registreringerne foretages i danMARC2-formatet. Registreringerne kan søges i bibliotek.dk, i bibliotekernes fælles database Danbib, og i bibliotekernes lokalkataloger.